Orient ekspressen historie (1882-1920)

Ophavet til Orient Ekspressen skal findes i Amerika Hvor George Pullmann ved slutningen på borgerkrigen opfandt sovevognen som selvom den langt fra var komfortabel, så dog et stort fremskridt på lange togrejser. En belgisk Pulmann passager og ingeniør ved navn Georges Nagelmackers tog ideen med til Europa og videreudviklede den ved at udstyre sovevogne med mere luksuriøst udstyr som for eksempel rigtige senge i stedet for simple brikse. Nagelmackers kaldte sit firma Compagnie Internationale des Wagons-Lits (CIWL).

I starten producerede CIWL udelukkende sovevogne, som blev koblet til andre togsæt, men efterhånden som firmaet blev en succes, så begyndte det også at producere lukseriøse salonvogne og spisevogne. Da alle disse produkter blev godt modtaget overalt, så besluttede Nagelmackers sig for at samle togsæt bestående af sine salon-, spise- og sovevogne til et palads lignende hotel på hjul, som han døbte Orientekspressen. Efter stor politisk bøvl om passering af landegrænser havde den dets jomfrurejse i 1889 på strækningen Paris til Varna ved Det Sorte Hav, hvorefter passagerer kunne sejle videre til Konstantinopel.

I 1906 startede en rute fra Calais til Milan (og senere Venedig) igennem den nyligt lavet Simplon-tunnel som via en 18 km lang tunnel igennem granit fyldte bjerge forbinder Schweiz og Italien. Den nye rute var hurtige, kortere og havde mindre stigninger end tidligere ruter, men pres fra Tyskland og det Østrig-Ungarnske rige som havde stor glæde af de nordlige ruter, forhindrede en Simplon-ruten fra at vokse sig stor.

Da 1. Verdenskrig brød ud brød mange grænseoverskridende ruter sammen og CIWL blev nødt til at sælge store dele af deres virksomhed for at overleve. Italien blev nødvendigvis et central land for Orientekspressen og efter krigen ønskede England og Frankrig at opretholde tæt kontakt med deres østlige allierede - Yugoslavien, Italien og Rusland - uden at krydse Tyskland. Nu var der stor politisk opbakning for Simplon-Orientekspressen og i 1920 kørte den uhindred hele vejen til Konstantinopel igennem Milano, Venidig og Trieste og blev hurtig synonym med Orientekspressen.

Op gennem 1920'erne sætter denne rute flere rekorder med hensyn til fart og strækning tilbagelagt og desuden bliver deres blå stålvogne med guldrammer kendt for deres høje service og standard. Efter et snefald som for fem dage stoppede Orientekspressen 80 km fra Konstantinopel, var passagererne så imponeredere over den høje service at de efter ankomsten til Konstantinopel underskrev et dokument der roste medarbejderne.